Dansk – Design af internationale kurser på Zealand Business College

Mikrokvalifikationer har en mere formel struktur end almindelige kurser. I en international kontekst skal de understøtte mobilitet, klarhed og retfærdighed, samtidig med at de forbliver relevante for lokale forhold. At designe dem godt betyder, at man skaber læring, der kan bevæge sig på tværs af systemer uden at miste sin betydning.

På ZBC spillede digitalisering en central rolle. Moodle Workplace gjorde det muligt for os at spore, hvordan små læringsenheder forbindes med større, og hvordan hver version af et kursus udvikler sig over tid. Dette gjorde det muligt at dokumentere og opdatere indhold, samtidig med at kursisterne fik frihed til at forme deres egen læringsvej. Den samme fleksibilitet hjælper internationale studerende med at indpasse deres læring i forskellige kvalifikationssystemer og nationale standarder.

At arbejde internationalt gjorde os også opmærksomme på, hvor kompleks gennemsigtighed kan være. Det er ikke let at beskrive, hvad der sker i den daglige undervisning, men international anerkendelse afhænger af det. Vi havde brug for at vise præcis, hvad der undervises i, hvorfor det er vigtigt, og hvordan hver del forbindes med eksterne rammer. Deling af digitale kursusrum og undervisningsfiler med partnere i udlandet hjalp os med at opbygge tillid og sammenligne metoder mere præcist.

Udvikling af moduler til international anerkendelse kræver tid og finansiering. Ikke alle kurser retfærdiggør denne indsats, men nogle er essentielle, fordi de åbner døre til videre uddannelse. Kurset i svejsesikkerhed er ét eksempel. Det er obligatorisk for alle kursister, der træder ind i vores værksteder, og da interessen fra udlandet voksede, stod det klart, at vi havde brug for en international version. Tilpasningen af kurset hjalp med at fremme sikrere arbejdsmiljøer og løfter programmets faglige profil.

Anerkendelse af realkompetencer spiller også en nøglerolle. Kursister kan kombinere tidligere erfaring med nye studier og endda demonstrere deres færdigheder over for akkrediterede censorer fra andre kontekster. Dette gør kvalifikationerne mere fleksible og gør det muligt for dem at opbygge værdi over tid.

Bedømmelse tilføjer endnu en dimension. Standarder og sikkerhedsrutiner varierer fra land til land, og disse forskelle skal forstås for at sikre en retfærdig evaluering. Målet er ikke blot at måle præstationen, men at gøre den genkendelig på tværs af grænser, så kursisternes resultater også har betydning andre steder.

Når dokumentation, bedømmelse og gennemsigtighed er på plads, bliver anerkendelse lettere. Institutioner og myndigheder kan sammenligne standarder, udstede fælles certifikater eller etablere aftaler, der forklarer, hvordan merit overføres. Hver af disse indsatsområder gør læringen mere transportabel og værdifuld.

Internationale mikrokvalifikationer kræver omhyggeligt design og koordinering, men de bringer også nye muligheder. De hjælper kursister med at tage ejerskab over deres færdigheder og bringe dem med ind i nye systemer, arbejdspladser og lande. Som vi bevæger os fremad, danner denne tilgang grundlaget for en langsigtet strategi for at gøre vores kurser både meningsfulde lokalt og anerkendte globalt.

Nøgleaktiviteter for strategier til international kursusanerkendelse

Arbejdet med mikrokvalifikationer starter i velkendt terræn. Kursusafvikling involverer planlægning, indholdsudvikling og promovering. Men efterhånden som nye målgrupper og tværfaglige elementer introduceres, bliver arbejdet hurtigt mere komplekst. Lærere og koordinatorer kan blive bedt om at opfylde nye krav: håndtere blandede kursistgrupper, promovere nye formater på det rigtige tidspunkt og samkøre skemaer på tværs af flere programmer.

Skiftet mod mikrokvalifikationer tilføjer et nyt niveau af formalitet. Det øger arbejdsbyrden, men gør også aktiviteterne mere synlige og lettere at anerkende. At skrive klare læringsmål, definere bedømmelseskriterier og matche eksterne standarder tager tid. For faglærere, der er eksperter i deres håndværk, kan denne del føles abstrakt.

På ZBC kobler vi ofte instruktører med akademisk personale, som hjælper med at omdanne praktisk viden til formelle kursusbeskrivelser. At bruge tid i afdelingerne har vist sig at være afgørende for at afstemme forventninger med certificeringsorganer og eksterne partnere.

Det kræver en strategi at beslutte, hvilke kurser der skal formaliseres. Ikke alle moduler bør blive til en international mikrokvalifikation. Hvert skridt kræver tid og ressourcer, så vi bruger en struktureret proces til at beslutte, hvor indsatsen er umagen værd. Dette indebærer identifikation af moduler med internationalt potentiale, analyse af kursisternes behov og udarbejdelse af en kort omkostnings-benefit-analyse før vi går videre. Disse overvejelser hjælper med at holde fokus på kurser, der kan åbne døre på tværs af systemer.

Oversættelse er en anden central del af arbejdet. For at være meningsfuldt internationalt skal kursusmaterialet være klart for læsere uden for den lokale kontekst. Da vi oversatte kurset i svejsesikkerhed, blev hvert dias gennemgået omhyggeligt, og terminologien blev justeret for at matche internationale sikkerhedsstandarder. Processen gjorde kurset lettere at dele og tydeliggjorde samtidig, hvordan forskellige systemer udtrykker de samme begreber.

Gennemsigtighed understøtter troværdighed. Indsamling, strukturering og deling af kursusmateriale gør det muligt for andre at forstå, hvad der undervises i, og hvordan det relaterer til deres egne standarder. Ved at mødes med myndigheder, partnerskoler og kursister kunne vi se, hvor vores moduler stemte overens, og hvor der var brug for justeringer. Denne indsigt hjalp med at forbedre både indhold og bedømmelsespraksis.

Integration følger, når feedback bliver til handling. Moduler udvides med globale eksempler eller justeres for at opfylde flere nationale krav. Over tid fører arbejdet til synlige resultater. Certificering kan derefter omfatte dokumenter med fælles logoer, delte certifikater eller anerkendelsesaftaler med andre institutioner.

Samarbejde med partnere i USA og Indien viste, hvordan international anerkendelse kan vokse gennem fælles sprog og dokumentation. EU’s Certificate Supplement var et nyttigt udgangspunkt, men bredere samarbejde krævede nye metoder til at forklare lokal praksis. Selvom det er ressourcekrævende, styrker denne proces anerkendelsen af vores kurser og skaber varig værdi for kursisterne.

For os repræsenterer dette arbejde et bredere samfundsmæssigt ansvar. Som erhvervsskole ser vi værdien i at bidrage til global innovation og i at adressere manglen på færdigheder, der påvirker industrier og samfund på tværs af grænser. Ved at bidrage til fælles udvikling og anerkendelse hjælper vi med at præge, hvordan erhvervsuddannelser udvikler sig i en foranderlig verden.

På ZBC har erfaringen ændret vores tilgang til kursusdesign. Lærere reflekterer dybere over deres undervisning, afdelinger arbejder tættere sammen, og skolen er blevet en stærkere international partner. Anerkendelsesarbejde er krævende, men det giver en meningsfuld retning. Det hjælper med at forme en konsekvent, gennemsigtig tilgang til uddannelse, der forbereder kursisterne på at bevæge sig selvsikkert på tværs af grænser og professionelle systemer.

To hjælpsomme måder at gøre anerkendelsesarbejdet mere overkommeligt

Anerkendelsesarbejde føles ofte krævende, indtil man finder en fast rytme. Processen involverer mange trin, detaljeret koordinering og omkostninger, der ikke altid er lette at dække. Alligevel skaber det reel værdi: det giver kursisterne et overførbart bevis på kompetencer og styrker skolernes position i internationalt samarbejde.

To strategier har vist sig særligt hjælpsomme til at gøre dette arbejde mere bæredygtigt:

1. At samle ressourcer (pooling)
2. At bruge «patchwork-budgettering»

At samle ressourcer om fælles mikrokvalifikationer hjælper med at fordele arbejdsbyrden og forbedre ensartetheden. Når skoler samarbejder om kurser med bred relevans, kan de dele opgaverne med formalisering, oversættelse og design af bedømmelse. Det resulterende materiale bliver stærkere og lettere at anerkende, fordi det repræsenterer en kollektiv standard frem for en enkelt institutions indsats. Lærere lærer også af hinanden og udvikler en fælles forståelse af, hvad kvalitet betyder i forskellige sammenhænge.

Patchwork-budgettering betyder «finansiering gennem flere forskellige kilder». Det giver fleksibilitet ved at sprede anerkendelsesaktiviteter ud over igangværende projekter og andre indsatser. I stedet for at vente på en dedikeret bevilling kan skoler integrere opgaver som oversættelse, dokumentation eller sammenligning i programmer som Erasmus+, Interreg eller sektorbestemte innovationsinitiativer. Hver aktivitet understøtter det overordnede mål, og fremskridtene fortsætter i mindre, overkommelige trin.

Mange steder er internationalt anerkendelsesarbejde stadig nyt. Det kan fungere som et stærkt koncept for en arbejdspakke i et eksisterende projekt. En sådan pakke kunne for eksempel dokumentere og samkøre kursusbeskrivelser, oversætte læringsmål til fælles kompetencerammer eller opbygge en database til sammenligning af nationale krav. Det kunne også omfatte design af skabeloner til samarbejdsaftaler, organisering af workshops til kortlægning af bedømmelsesstandarder eller test af anerkendelsesprocesser på tværs af partnerinstitutioner. Hvad der starter som en teknisk øvelse, udvikler sig til en kollektiv læreproces. Gennem samarbejde styrker erhvervsskolerne både deres egne systemer og den globale forståelse af, hvordan færdigheder kan bevæge sig frit mellem forskellige kontekster.